Velkommen til Mælkebøtten
Vi er en lille vuggestue, der ligger i et hyggeligt hus på Borgervænget på Østerbro, tæt ved Ryparken Station og Kildevældsparken.
Vi har tre stuer med 12 børn på hver: Rød stue, Blå stue og Grøn stue.
Vores hus
De tre stuer hænger ligger i forlængelse af hinanden og har døre imellem, som vi kan åbne for, når det giver mening for aktiviteterne. Det gør vi for eksempel om morgenen, mens der stadig er få børn, og vi er sammen på tværs. Muligheden for at åbne mellem stuerne giver et rigtig godt samarbejde på tværs af stuerne og gør desuden, at alle børn og voksne kender hinanden.
Det gør det nemt at skabe en tryg hverdag for børnene. Børnene føler sig trygge i at bevæge sig rundt i hele huset og kommer gerne på besøg både i køkkenet og på kontoret, og det skaber en rar stemning.
Vi har stort fokus på at have gode legezoner og læringsmiljøer, som passer til børnenes behov og interesser. Vi har for eksempel indrettet spisepladser ude i gangområdet, så vi kan bruge mere af pladsen på stuerne til forskellige legezoner. Vi har et soverum, som vi bruger som boldrum eller til fredagsdisko, når ikke børnene sover. Ved at udnytte pladsen i hele huset godt, kan vi let fordele os ud i huset og lave forskellige aktiviteter i små grupper.
Fra hver stue er der desuden direkte udgang til vores legeplads.
Vores pædagogik
I vores pædagogiske arbejde har vi fokus på det nære, det trygge og de gode relationer - både mellem barn og voksen og mellem barn og barn. Vi arbejder ud fra redskabet 'omsorgstrekanten' som handler om, at de basale behov som søvn, mad og tryghed skal være opfyldt, før vi kan skabe udvikling hos barnet.
Hver formiddag deler vi børnene ind i små grupper, som er lavet ud fra børnenes behov for udvikling, deres venskaber, deres alder og hvad de er optaget af for tiden. Når vi laver pædagogiske aktiviteter i små grupper, kan vi nemmere tilpasse det til hvert barns behov og inddrage børnene så meget som muligt i det, vi laver.
Vi arbejder desuden med pædagogik dagen lang - ikke kun i formiddagsstunden, hvor der er planlagte pædagogiske aktiviteter. Der er nemlig lige så meget udvikling for barnet at hente under måltiderne, når vi tager overtøj på i garderoben, og når vi står i kø til at vaske hænder. Derfor har vi fokus på hverdagspædagogikken - hver dag.