Når I får tilbudt en plads til jeres barn her i Mælkebøtten, må I meget gerne ringe til os, så vi kan aftale opstarten. Ellers ringer vi selvfølgelig til jer.
Opstartssamtale
Vi holder en samtale inden første dag, hvor I kan møde den medarbejder, der skal stå for indkøringen af jeres barn, og hvor vi kan lære hinanden at kende inden opstarten.
Til samtalen vil vi meget gerne høre om barnets første tid, spisevaner, sovevaner og andre ting, vi skal vide og være opmærksomme på for at kunne give jeres barn en tryg og god hverdag.
Vi fortæller også om hverdagen i vores vuggestue, og sammen planlægger vi, hvordan indkøringen skal foregå.
Den første tid
Det er meget forskelligt, hvor lang tid det tager, før et barn er helt trygt ved sin nye hverdag i vuggestuen og klar til at have fulde dage her. Men vi anbefaler, at I afsætter 14 dage til indkøringen - så er der nemlig mulighed for, at barnet kan få nogle kortere dage de første uger.
Vi tager altid indkøringen én dag ad gangen og kigger på, hvordan barnet reagerer. Den første dag er I her en times tid sammen med barnet for at lege lidt på stuen. Efter et par dage kan du som forælder begynde at forlade stuen i et kort tidsrum, som øges dag for dag, indtil barnet er klart til at være i vuggestuen uden dig.